Snak om det!

Kender du det, at det godt kan være svært at tale om ting, der gør lidt ondt? Selvom det er svært, kan det faktisk hjælpe, og kan give dig en bedre følelse i kroppen. I dette forløb får du mulighed for at øve dig i at sætte ord på de svære ting og prøve at forstå andres følelser.

 

Lektion 1 og 2

Introduktion (5 min.)

I denne lektion skal du høre podcasten ”Dråben”, der handler om en dreng, der har været udsat for gruppevold, og som har svært ved at finde en plads i fællesskabet.

Skriv følgende dagsorden på tavlen:

  1. Lyt til podcasten ”Dråben” (20 min.)

  2. Gruppearbejde: arbejde med spørgsmål til ”Dråben” (45 min.)

  3. Fælles opsamling i klassen (20 min.)

Øvelse 1: Lyt til podcasten ”Dråben” (20 min)

Sammen med resten af klassen, skal du lytte til podcasten ”Dråben”. Podcasten handler om en dreng, der har svært ved at finde sin plads i fællesskabet og til sidst tager konsekvenserne af det.

Du kan lytte til podcasten her.

Øvelse 2: Gruppediskussion: Dråben (45 min.)

I grupper skal du diskutere følgende spørgsmål til ”Dråben”:

  1. Hvad gør Kuluk for at få det bedre?

  2. Hvad ville du have gjort i den samme situation?

  3. Hvad ville du gøre anderledes?

  4. Hvis du var Kuluks ven, hvad ville du råde ham til?

Skriv stikord ned til jeres svar. I skal være parate til at fremlægge jeres svar, når I samles i klassen igen. I kan eventuelt dele det sådan op, at I fremlægger et svar hver eller I kan vælge en, der fremlægger alle svarene – det er op til jer.

Øvelse 3: Fælles diskussion af spørgsmål (20 min.)

I klassen skal I svare på spørgsmålene til ”Dråben”, som I har besvaret ude i gruppen. Jeres råd til Kuluk skal hænges op på en planche i klassen.

Her kommer spørgsmålene igen:

  1. Hvad gør Kuluk for at få det bedre?

  2. Hvad ville du have gjort i den samme situation?

  3. Hvad ville du gøre anderledes?

  4. Hvis du var Kuluks ven, hvad ville du råde ham til?

 

Lektion 3

Introduktion (5 min.)

I denne lektion skal du tænke over, hvem i dit liv, der hjælper dig, hvis du har det svært. Det kan fx være en lærer, en onkel eller en helt anden. En sådan person kalder man for en ressourceperson.

Skriv følgende dagsorden på tavlen:

  1. Brainstorm ”Hvem er mine ressourcepersoner?” (15 min.)

  2. Skriv en sms til en af dine ressourcepersoner (20 min.)

  3. Fælles opsamling i klassen (15 min.)

Øvelse 1: Brainstorm: ”Hvem er mine ressourcepersoner?” (15 min.)

I denne første øvelse skal du tænke over, hvem du kan gå til, hvis du har det svært eller hvis du har brug for hjælp. Det kan være en god idé at vide, hvem der er ens hjælpeperson(er). På den måde kan du hurtigere tage kontakt og få hjælp. En hjælpeperson er det samme som en ressourceperson.

Forklaring på en ressourceperson:

En ressourceperson er en, man altid kan gå til og tale med om det, der er svært eller hvis man er ked af det. Det er en person, man har tillid til – det kan eksempelvis være en lærer, en ven eller et familiemedlem.  Kan du komme på andre eksempler på, hvem man kan kontakte, hvis man er ked af det?

  1. Skriv dit navn på brainstormpapiret, som din lærer giver til dig.

  2. Tænk på alle de personer, der har hjulpet dig, hvis du har haft det svært og skriv dem på papiret. Hvis du ikke kan komme i tanke om en person, der har hjulpet dig, må du gerne skrive, hvem du tror, der kunne hjælpe dig, hvis du har det svært.  

  3. Skriv navnet på den person, som du først vil kontakte efter 1-tallet. Skriv herefter navnet på den personer, som du vil kontakte som nummer 2 osv.

Du behøver ikke at fortælle nogen, hvem dine ressourcepersoner er – det vigtigste er, at du selv kender dem.   

Øvelse 2: Skriv en sms til en ressourceperson (20 min.)

I denne øvelse skal du skrive en fiktiv sms til en af dine ressourcepersoner. Det vil sige, vi leger, at du skal skrive en sms. Du kan vælge at skrive beskeden på din egen telefon eller på papiret med billedet af en mobil. SMS’en skal ikke læses op for nogen, den er helt privat.

I sms’en skal du skrive, hvorfor netop den person er din ressourceperson. Du kan også vælge at skrive om en oplevelse, du har haft og som du gerne vil dele med din ressourceperson.

Det kan være svært at sætte ord på sine følelser og tanker, men i længden er det en rigtig rar følelse – tanker og følelser er lettere, hvis man deler dem med andre.

Øvelse 3: Fælles opsamling i klassen (15 min.)

I klassen skal I tale om disse to spørgsmål:

  • Hvem er din ressourceperson(er)?

  • Hvorfor har du netop valgt de ressourcepersoner?

Husk, at det er helt op til dig, om du har lyst til at dele, hvem din ressourceperson er, og hvorfor.

Vidste du at…

  • du altid kan få hjælp af politiet, hvis du er vidne til eller udsat for vold?

  • Najorti kan hjælpe, hvis du skal tale med kommunen?

  • du altid kan ringe til Tusaannga, hvis du har det svært?

 
 

VARIGHED

3 lektioner

MÅL

  • Lære at sætte ord på følelser

  • Indsigt i hvem du kan gå til, hvis du har det svært

  • Få redskaber til, hvordan du bedst kan håndtere dine og andres følelser