Mental forberedelse før, under og efter Tassa!-ugen
Kære underviser
Det kan være sårbart at arbejde med voldsrelateret emner – både for dig som underviser og for eleverne. Derfor har vi på denne side samlet en række anbefalinger til, hvordan du mentalt kan forberede dig på emnet, og hvordan du kan støtte eleverne undervejs i forløbet.
Grønlandsk version tilgængelig medio 2025
Før Tassa!-ugen
Lav en liste over, hvad du har brug for, hvis du bliver påvirket af Tassa!-ugen
Det kan fx være, at du har lyst til at tale med en god ven, gå en tur i naturen, lave yoga eller noget helt fjerde. Dette er en måde at aktivere og blive bevidst om dit eget handleberedskab, hvis du får brug for det.
Lav en liste over, hvem du vil tale med
Kontakt et par af dem på din liste og sig, at du skal i gang med en voldsforebyggende uge på dit arbejde, og at det kan være, at du bliver påvirket af Tassa!-ugen, og derfor vil tage kontakt til dem.
Worst-case-scenario:
Skriv et par linjer om, hvad det værste, du kan forestille dig, der kan ske under en Tassa!-uge? Skriv herefter hvad du vil gøre, hvis dette sker.
Informér din leder og skolefeen/socialrådgiveren/AKT
…på dit arbejde om, at du skal i gang med en voldsforebyggende uge, og det kan være, at du får brug for hjælp. Tal om, hvordan du bedst kan få denne hjælp. Fx kan det være, at I aftaler, at skolefeen/socialrådgiveren/AKT afsætter tid af til unge, der har brug for at snakke.
Under
Du skal ikke være bekymret for at oplyse om emnet
Det at tale om noget svært skader ikke den unge. Hvis den unge ifm. oplysning om emnet kommer i kontakt med et traume (husker et minde, tænker på egen situation i hjemmet mm.) er det vigtigt at møde barnet nærværende og med ro, omsorg og forståelse. Unge kan reagere på tidligere følelser, og det er faktisk helt ok. Følelser er en måde hvorpå kroppen reagerer og håndterer oplevelser. Du skal derfor ikke være bange for at tale om det, der kan være svært.
Hvis en ung betror sig til dig, er det vigtigt, at du lytter
Den unge vil på den måde opleve at blive taget alvorligt og på den måde kan du være med til at legitimere den unges oplevelser. Som regel er det nok at lytte – lidt ligesom en god ven kan, men hvis den unge fortæller dig om noget, der er bekymrende – fx vold i hjemmet, skal du lave en underretning. Derudover kan du hjælpe den unge med at tage kontakt til Tusaannga, Politiet eller Najorti.
Efter
Reaktioner på Tassa!-ugen kan også komme efter forløbet er slut. Derfor kan det være en god idé at være opmærksom på følgende:
Ændret adfærd
Vær opmærksom på, om nogle af dine elever ændrer adfærd. Det kan fx være unge, der før har været snakkesalige, der bliver mere stille og indelukkede. Det kan også være unge, der bliver mere udadreagerende.
Nye gruppedynamikker
Oplever du, at der er opstået nye grupper i klassen? Hvordan er sammenholdet i klassen? Oplever du fx færre konflikter? Oplever du en ændring i, hvordan konflikter håndteres?
Fasthold teknikker
Det kan være svært at gøre noget nyt – kroppen husker gamle mønstre. Derfor er det en god ide jævnligt at repetere de nye måder at håndtere konflikter på. Dette kan f.eks. være i forbindelse med, at der er opstået en konflikt, hvor du kan hjælpe eleverne med at bruge der redskaber de har fået under forløbet.
Positiv forstærkning - fremhæv de gode fortællinger
Fremhæv elever, når de eksempelvis er med til at skabe god atmosfære eller er gode til at hjælpe hinanden.